1. Gå til den globalemenu
  2. Gå til den lokalemenu
  3. Gå til brødkrummen
  4. Gå til indhold
  5. Gå til moduler
  6. Gå til værktøjer
  7. Gå til adresseinformation

Tag med thyboerne i nationalparken

14-10-2011

Under overskriften "Tag med thyboerne i Nationalpark Thy" inviterer nationalparkens frivillige formidlere på ture rundt omkring i nationalparken. De vil med udgangspunkt i et personligt engagement og lokalt kendskab fortælle små og store historier, som giver et spændende og anderledes indblik i thyboernes liv og den markante natur.

Der er ingen tilmelding og turene er gratis.

Ålvand klithede – flora og fauna

Klitheden rummer mange spændende detaljer, der er nærmere undersøgelse værd. Tag med Per Christoffersen ud klitheden ved Ålvand, et område han kender rigtig godt. Medbring gerne siddestykke og kikkert.
Mødested: Hvor Kystvejen (181) og Hawblink mødes. Hawblink fører til havet nord for Voupør

Tirsdag den 18. okt. kl. 11

Sandflugten og plantagerne - Thagaards Plantage

I Tvorup Klitplantage er noget af det ældste plantningsforsøg omkring år 1800, som gik forud for plantningen af Nationalpark Thy´s plantager. Den troldeagtige skov med forkrøblede træer fortæller om de barske vilkår sandflugten skabte for mennesker, dyr og planter. Harry Hjaltelin fortæller om sandflugten og plantningen af plantagerne.
Mødested: P-pladsen i Tvorup plantage ved kystvejen (181) 1 km. nord for afkørsel mod Bøgested Rende

Tirsdag den 18. okt. kl. 15 og kl. 16

Det gamle Agger

En guided tur gennem Agger by, hvor man på gåturen hører den spændende historie om Aggerboernes levevilkår, Agger bys udvikling og kystbyers affolkning gennem tiderne. På turen besøges Kirken, Mindestenen for de druknede fiskere, Fiskerhuset (udefra og indefra), Signalmasten og Kystinspektoratets udstilling i De sorte huse, hvor turen slutter. Tilrettelæggere og guider er Gitte Jensen og Grete Johansen.
Mødested:Agger kirke, Rævlingevej 2, Agger, 7770 Vestervig.

Onsdag den 19. okt. kl. 13, varighed ca. 2 timer

Lodbjerg Kirke

Lodbjerg Kirke er en af landets mindste kirker, ensomt beliggende i klitplantagen omgivet af nåletræer og sand. De magre omgivelser står i skrap kontrast til det indre kirkerum, som er smukt udsmykket af kunstmaleren Maja Lisa Engelhardt i årene 2006 – 2008. Anna Kathrine Eggertsen fortæller om kirken og kunstneren.
Mødested: Lodbjerg Kirke, Lodbjerg Kirkevej 1, 7770 Vestervig

Onsdag den 19. okt. kl. 13 og kl. 15

Stenbjerg Kirke

Den smukke kirke i Stenbjerg kirke er bygget i 1895 og gør sig særlig bemærket med sit særegne korsformede kirkerum og den smukke udsmykning af kunstmaler Johannes Bech. Rigmor Nissen, der i en årrække har været kirkeværge ved kirken, fortæller om kirkens historie, istandsættelsen i 1995 og totalrenovering 2011 og tager os med på kirkegården og fortæller om udvalgte gravsteder.
Mødested: Stenbjerg Kirke, Stenbjerg Kirke Vej 81, Stenbjerg, 7752 Snedsted

Torsdag den 20. okt. kl. 13 og kl. 15

Lær at finde rav

Efterår og vinter er de bedste tider at finde rav ved havet. Kunsten at finde rav handler ikke kun om held. Vinden og lokaliteten spiller vigtige roller. Sinne Harbo er vokset op ved havet og har fundet rav hele sit liv. Tag med hende på stranden og få gode tips. Turen er også velegnet for børn.
Mødested: Parkeringspladsen ved restaurant Niels Juul ved havet i Klitmøller by.

Torsdag den 20. okt. kl. 14 og kl. 15

Klithedens kunstnere

Vi mødes i Käte Lassen hus og hører om hendes, P.S. Krøjers og Jens Søndergaards ophold og arbejder i området. Bente Astrup fra Stenbjerg præsenterer også nulevende billedkunstnere, der lader sig inspirere af klitheden og havet, heriblandt Birte Ohsten, der arbejder meget af året i Stenbjerg.
Mødested: Käte Lassens hus, Stenbjerg kirkevej 94, Stenbjerg.

Torsdag den 20. okt. kl. 13 og kl. 15

Kystfiskeri og redningsvæsen i Stenbjerg

Landingspladsen i Stenbjerg er en kulturhistorisk perle. Her lander lokale fritidsfiskere stadig sin fangst fra kystbåde. Bent Quaade, der selv fisker fra stranden i Stenbjerg, fortæller om livet ved havet, fiskeriet og redningsvæsenet. Vi besøger også det gamle redningshus, med redningsbåd anno 1892.
Mødested: Stenbjerg Landingsplads, 7752 Snedsted

Torsdag den 20. okt. kl. 13 og kl. 15

Skudefartens betydning for Klitmøller

Klitmøller bestod i 1600 kun af tre vandmøller og nogle få huse, der lå spredt i det øde klitlandskab. Vi mødes ved Splittergab nord for byen, som var et centralt knudepunkt i skudefartens tid. Jens Vangsgaard, fortæller om byens tilblivelse og hvordan den har udviklet sig fra et fiskerleje til en turistby.
Mødested: P-pladsen ved havet for enden af vejen Splittergab, Klitmøller

Fredag den 21. okt. kl. 13 og kl. 14

Kystfiskeriet i Klitmøller

Da fiskerflåden i Klitmøller var på sit højeste, talte den 27 fartøjer. Hver båd havde som regel en besætning på 4 personer, som tog på fiskeri ca. 100 dage pr. år.
Klitmøller Fiskeeksport eksisterede fra 1926 til slutningen af 1960´erne, hvor man solgte fisk af høj kvalitet til hele landet. Hans Oddershede er født og opvokset i Klitmøller og arbejder sammen med bl.a. Thisted Museum for at etablere en permanent udstilling om fiskeriet i Klitmøller i omtalte periode. Han fortæller om fiskeriet og planerne om med udstillingen.
Mødested: Fiskeriforeningens lokale i et af fiskerhusene. Mød Hans på p-pladsen mellem Niels Juul og havet.

Fredag den 21. okt. kl. 13 og kl. 15

Tved Kirke og sandflugten

Kirken ligger i dag i læ for plantagen, men det har den ikke altid gjort. Selv her langt fra kysten fik sandflugten stor betydning for befolkningen, som måtte flytte. Jens Roesgaard fortæller om kirken, sandflugtens betydning for sognet og områdets historie.
Mødested: Tved Kirke, Hanstholmvej 57, Tved, 7700 Thisted.

Fredag den 21. okt. 15 og kl. 16

Isbjerg: Klitlandskabet, flora og fauna

At komme op på Isbjerg kræver en god opstigning. Her næsten 60 meter over havet er der en unik udsigt over Hanstholm Vildreservat, havet og Nors Sø. Sinnne Harbo fortæller om planternes særlige vækstvilkår i det magre sand og Erik Bach Jensen fortæller om landskabet og dets opståen samt om klithedens dyr. På turen åbner de vores øjne for spændende detaljer, der ikke er synlige for ved første øjekast.
Mødested: p-pladsen ved nordsiden af Nors sø, for enden af Hindingvej, Nors, 7700 Thisted

Fredag den 21. okt. kl. 13 og kl. 15

Agger tange og fuglene

Agger Tange der skiller hav og fjord er et vigtig og fredet fuglereservat, hvor man på denne tid af året kan nyde det sidste efterårstræk. Tag med på fugletur på tangen. Husk kikkert og egnet fodtøj.
Mødested: Færgelejet på Agger Tange

Fredag den 21. okt. kl. 17 – 18.30 , som er tiden omkring solnedgang, hvor chancen for at se fugletrækket er størst 

Geocaching og affaldsindsamling omkring Stenbjerg Landingsplads - CITO event

Kom og vær med til at samle affald omkring Stenbjerg og prøv at geocache (finde en skat med GPS). Der frigives op mod 25 nye skatte denne dag.
Tilmelding: Se www.dinnationalparkthy.dk
Sted: Stenbjerg Landingsplads, Stenbjerg Kirkevej 120, 7752 Snedsted. Arr.: Støtteforeningen Nationalpark Thy

Fredag den 22. okt. kl. 10 - 15