1. Gå til den globalemenu
  2. Gå til den lokalemenu
  3. Gå til brødkrummen
  4. Gå til indhold
  5. Gå til moduler
  6. Gå til værktøjer
  7. Gå til adresseinformation

Styrkelse af de landskabelige værdier og naturpleje syd for Hanstholm

18-11-2011

I disse dage fjernes et markant læhegn af sitkagran, som i mange år har stået i skellet mellem Hanstholm Vildtreservat og engene omkring Hansted Mølleå.

Set fra toppen af den gamle kystskrænt ved Brunbjerg var læhegnet stærkt dominerende og udgjorde en unaturlig adskillelse mellem de store åbne vidder og kystskrænten. Læhegnet havde en længde på 1,4 km.

Formålet med rydningen er først og fremmest at styrke de landskabelige værdier og skabe sammenhæng mellem klitnaturen, engene omkring Hansted Mølleå og den gamle kystskrænt. Samtidig fjernes kilden til uønskede selvsåninger af sitkagran i reservatet.

Efter at de fældede træer er hugget til træflis og fjernet, bliver der, i forbindelse med et nyere LIFE+ overdrevsprojekt (LIFE Overdrev II), hegnet 25-30 hektar og udsat kreaturer for at græsse og pleje de værdifulde naturarealer. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem de to lodsejere Naturstyrelsen, Thy og Thisted Kommune samt Nationalpark Thy.

Naturplejen vil over en årrække begunstige både flora og fauna. På engene omkring åen vil der indfinde sig en rig engflora og måske indvandrer både vibe og bekkasin. Også strandtudsen vil få betydeligt bedre vilkår, når der græsses omkring de små vandhuller. Kystskrænten vil blive befriet for det stride græs, som dominerer i dag. Her vil man snart kunne finde de Thy´ske kalkskrænters karakteristiske flora af bakketidsel, lav tidsel, ensian, blågrøn star m.fl. Hvem ved – måske vil også hugormen kunne trives bedre på de varme sydvendte skrænter.

Selv om der hegnes, vil det fortsat være muligt at færdes på arealerne og nyde den storslåede udsigt ud over den endeløse klithede.