Se aktuelle arrangementer i kolonnen til højre, eller find dem:
Månedens fugl
Sule ( Sula bassana )
Sulen er den største ynglende havfugl i Nordatlanten. Her i landet ses den især langs vestkysten, og især under efterårstrækket i september-oktober.
På dage med vestenvind ses flokke med over tusind fugle. Ofte ses fuglene i bueformede formationer, der skyldes, at flugten veksler mellem langsomme vingeslag og glid.
Sulerne kommer fra ynglepladserne i Norge, på Færøerne og Island, hvor de yngler i kolonier på stejle klippekyster.
Ungfuglene overvintrer ud for Vestafrika, mens de gamle fugle normalt bliver i europæiske farvande.
Sulen lever af fisk i størrelsen op til 30 cm. Den fanger sit bytte ved at styrtdykke fra op til 30 meters højde, og den er i stand til at dykke ned til 15 meters dybde..
Månedens vækst
Judasøre
Nationalparken rummer mange særprægede organismer.
Prøv en våd efterårsdag at finde nogle hyldetræer. Helst gamle forfaldne grupper af træer. Gå ind under kronerne og kig op ad de frønnede stammer.
Her vil du ofte finde nogle mærkelige svampe, som med lidt god vilje kan minde om ører. I fugtigt vej er de store, bløde og vingummiagtige. Når vejret er tørt, er de små, indtørrede og hårde. De kan have forskellig form, men oftest ligner de en omvendt skål eller et vandret øre. Undersiden er glat, oversiden har små, fine hår. Det er judasøre.
Som nævnt vokser judasøre tit på hyldetræer, sjældnere på andre løvtræer som poppel, elm, ask og bøg. Da den er følsom over for frost, vokser den oftest tæt ved kysterne, selvom den i de senere år har bredt sig mere til indlandet. Det kan hænge sammen med temperaturstigningen og den øgede baggrundsforurening med næringsstoffer fra landbrug og trafik.
Hvordan kom svampen til at hedde judasøre? Vi ved fra Biblen, at Judas forrådte Jesus, men fortrød, hvad han havde gjort, og gik hen og hængte sig. Sagnet fortæller, at det var i et hyldetræ. Hvor hans øre ramte træet, voksede svampen Judasøre ud.
Judasøre er spiselig, men uden særlig smag. Den kan i modsætning til mange andre svampe ikke steges, da dens store vandindhold (ca. 98 %) i forbindelse med varmt fedtstof på en pande får den til at eksplodere, som popkorn i en mikroovn. Brug den f.eks. i supper eller strimlet i ris.