Thy er landet mellem hav og fjord, og selvom der ikke er langt fra øst til vest, er der en utrolig variation fra den barske vestkyst til de milde og frodige egne langs Limfjorden. 

Frugtbart agerland
Det østlige Thy er et typisk bølget morænelandskab fra sidste istid. Her er rigtig god landbrugsjord, og det eneste der røber, at vi er tæt på Vesterhavet, er de stærkt hældende læhegn. 

Geologi
Thys undergrund udgøres af skrivekridt og danskekalk med underliggende aflejringer af salt.
Landskabet i Thy er et resultat af bevægelser i undergrunden, af isens frem- og tilbagerykning under sidste  istid, samt af senere landhævning og sandflugt. 

Hævet havbund
Indtil for 4.000 år siden var det vestlige Thy et øhav. Siden da har landet hævet sig, og kysten er mange steder rykket nogle kilometer mod vest. Stenalderens kystlinie ses nu som markante indlandsskrænter, f.eks. i østranden af Hanstholm Reservatet og langs Nors og Vandet Søer. 

Sandflugt
Landhævningen bragte store mængder sand for dagens lys, og det gav grundlag for den sandflugt, som i høj grad præger nutidens landskab.

Såvel i forhistorisk som i historisk tid har der været perioder med sandflugt, afbrudt af lange stabile tidsrum.

Undersøgelser viser, at stærk sandflugt har fundet sted i perioder med koldt klima. De seneste kendte sandflugtsperioder fandt sted omkring 400 f. Kr, mellem 400 og 600 e. Kr og fra 1450 til 1750.

De klitlandskaber, vi møder i Thy i dag, er tilsammen resultatet af alle sandflugtsperioderne. Generelt kan man sige, at de klitter, som er nærmest havet, er dannet under den seneste sandflugt, mens det modsatte er tilfældet for de klitter, som befinder sig i plantagerne længst mod øst.

Menneskets overudnyttelse af de havnære områder i forbindelse med husdyrgræsning og slåning af klitvegetationen  var medvirkende årsag til den økologiske katastrofe, som sandflugten var i Thy.