Stormfloder har været en del af Vadehavet altid. Det er formentlig en stormflod, der har skabt området fra begyndelsen, og stormfloderne har i høj grad været med til at forme det landskab, vi kender i dag.
Vadehavet har i dag store diger, et veludviklet varslingssystem og en højtudviklet infrastruktur, som tager toppen af mange stormfloder. Stormfloderne kan stadig anrette voldsom skade, men det er heldigvis intet, der kan måle sig med de storme, som har raset gennem historien.

Den Store Manddrukning

Stormfloden i 1362 er den ældst dokumenterede stormflodskatastrofe, vi kender i den danske del af Vadehavet. Den Store Manddrukning, som stormfloden siden blev kaldt, fik ikke sit navn af ingenting. Stormfloden ramte hele den internationale Vadehavskyst med en voldsomhed, som forandrede området. Man ved ikke nøjagtigt, hvor mange der døde – men eksperter skønner, at op mod 20.000 mistede livet langs hele kysten. Et enormt tal; også når man tager i betragtning, at befolkningstætheden på det tidspunkt var meget mindre end i dag.

Den Store Manddrukning ramte et område uden diger af betydning. Vandet skyllede ind over det flade marsklandskab, og det blev ved at stige langt inde i landet. Nogle steder trak vandet sig aldrig tilbage, og Den Store Manddrukning skabte permanent vand, hvor der engang var land, og den fødte nye øer. Mandø, Rømø og Fanø er alle født i stormfloder, men om det var Den Store Manddrukning eller den næste store stormflod vides ikke med sikkerhed, for der ventede endnu en stormflod af voldsomme dimensioner.

At kalde årene efter Den Store Manddrukning ’rolige’ ville være misvisende, men stormfloder i samme kaliber så man ikke de næste knap 300 år. Men så kom stormfloden i 1634.

Skyllede hele landsbyer i havet

Om stormfloden i 1634 var større end Den Store Manddrukning, ved vi ikke. Men at den var en naturkatastrofe af voldsomme dimensioner, er ubestrideligt.

Det var en enorm ulykke. Store landområder forsvandt, byer blev revet omkuld, hele landsbyer blev opslugt i havet. Landsbyen Misthusum, som lå på otte værfter i marsken, blev aldrig set igen.
Læs mere om b.la. Sønderside som forsvandt i stormfloden i 1634, på Varde Museums hjemmeside.

Efter stormfloden var mange døde, og for de overlevende ventede en barsk tid. Nogle havde mistet deres forsørgere, andre måtte se deres jord stå under vand i det nye landskab – og dem, der stadig havde jord, kunne konstatere, at saltvanden havde gjort den ufrugtbar i lang tid fremover.

De store stormfloder fremskyndede digebyggeriet i Tøndermarsken. På den nuværende danske side er der bygget diger i 1556, 1692, 1715, 1861 og 1980-81. Ribediget kom til i 1912, Ballumdiget i 1919, og Rejsbydiget i 1923.

I nyere tid gav stormfloden i 1976 anledning til byggeriet af Det fremskudte Dige ved Højer. Diget stod færdigt i 1981.

Se det selv

Man kan ved selvsyn konstatere højderne på vandet ved stormfloderne på stormflodssøjlerne, som findes mange steder i vadehavsområdet: Ved Højer Gamle Sluse, Vidå Sluse, Mandø, Mandø Ebbevej, Sønderho og Nordby på Fanø, Janderup Ladeplads, Ballummarsken ved pumpemøllerne m.fl.

Den mest kendte stormflodssøjle finder man på Skibbroen i Ribe, og inde i Ribe Domkirke kan man på søjlen bag prædikestolen se en ridse, der markerer, at vandet stod 1,60 meter over gulvet i kirken ved stormfloden i 1634.